< tilbage 14-02-2024 - 13:03

INFORMATION OM HELHEDSPLANEN februar 2024

Hvad sker der med helhedsplanen?

Hvad ved vi indtil videre?

Hvad sker der i den nærmeste fremtid?

Hvornår ved vi mere?

INFORMATION OM HELHEDSPLANEN FOR MOSERNE

Hvad sker der med helhedsplanen?

Projektteamet er i gang med forhandlinger med Landsbyggefonden omkring den endelige økonomiske ramme for jeres helhedsplan i Moserne. Når den ligger fast, skal de sidste tilladelser/dispensationer afklares med Brøndby Kommune, og herefter skal rådgiverteamet bruge 3 måneder på projektering af hovedpro-jektet.

Arbejde med helhedsplaner er meget kompliceret, tager mange år og det er et stort puslespil at få det hele til at passe sammen. Der er rigtig mange aktører som er involveret i processen med en helhedsplan, og selvom alle arbejder målrettet, kan det ikke undgås, at man støder på udfordringer undervejs, som betyder at der kommer forsinkelser i tidsplanen, frem til at det endelige projekt bliver klar til at blive præsenteret på et afdelingsmøde.


Vi håber på at være klar til at indkalde jer til et ekstraordinært afdelingsmøde i oktober 2024, hvor I vil blive præsenteret for det endelige prissatte projekt, også kaldt skema B. Når det er godkendt, først og fremmest på et afdelingsmøde, og derefter af Landsbyggefonden og Brøndby Kommune, kan vi starte med at bygge og renovere efter planen, i slutningen af 2024 / starten af 2025.

Hvad ved vi indtil videre?

Helhedsplanen kommer blandt andet til at indeholde udskiftning af tage, nye tilgængelighedsboliger, haveboliger, fælleshus, sammenlægninger af lejligheder, samt flere energibesparende tiltag som udskiftning af vinduer, isolering i kældre og trappetårne, gavlisolering samt behovstyret ventilation, m.m.
Der arbejdes også på at forøge antallet af parkeringspladser samt at forbedre de grønne områder.


Tagboliger som oprindeligt var en del af helhedsplanen udgår helt, da beregninger har vist at bygningerne ikke vil kunne bære vægten, uden at der skulle laves dyre og gennemgribende foranstaltninger som også ville berøre de andre lejemål i opgangen, og som i sidste ende ville resultere i en alt for høj huslejestigning i de enkelte lejemål. Derfor arbejdes der nu i stedet for med sammenlægninger af lejligheder, for at kunne få de ønskede 4-værelseslejligheder som der i dag er stor efterspørgsel på i Moserne.

Når renoveringen starter, vil der blive udtaget en prøveblok, hvor mange af de arbejder som indgår i helhedsplanen vil blive udført på den blok, så entreprenøren kan gøre sig vigtige erfaringer og undgå overraskelser videre i forløbet med renoveringen af de sidste 24 blokke. De arbejder vil foregå over en periode på 3-4 år.

Byggepladsen vil blive etableret på græsplænen ved fodboldburet i Falkemosen, og der vil blive placeret andre små byggepladser rundt om i de grønne områder, for at undgå at spærre veje og optage parkeringspladser i Moserne.

 

Hvad sker der i den nærmeste fremtid?

Entreprenør og rådgiverne skal ind i flere lejemål for at se om forholdende er som forventet, og hvor ens lejlighederne er generelt rundt om i afdelingen.

Der skal også laves en registrering af alle badeværelser hvor der stadigvæk er opført badekar.  Du kan som beboer hjælpe os ved at skrive en mail til moserne@bo-vest.dk eller aflevere et brev i postkassen på ejendomskontoret eller i vaskerierne, hvor du skriver din adresse og om hvorvidt du har badekar eller ej.

Alle som svarer deltager i lodtrækningen om en gavekurv. Vinderen får direkte besked.

 

Hvornår ved vi mere?

Vi har stor forståelse for at i alle sammen gerne vil vide hvor meget helhedsplanen kommer til at berøre jer, samt alle de spørgsmål som presser sig på – Er det min lejlighed der skal laves om? Skal jeg genhuses midlertidigt eller permanent? Får jeg en have? osv.

Vi ville ønske at vi allerede på nuværende tidspunkt kunne svare på alle jeres spørgsmål, men vi ved først mere, når rådgiverteamet er færdige med den endelige projektering. Derefter vil vi kende svarene, blandt andet endelige placeringerne af nye tilgængelighedsboliger, haveboliger, lejlighedssammenlægninger og hvem der skal genhuses.

Der vil komme meget mere information om genhusning, men har du allerede nu spørgsmål til hvordan det foregår kan du rette direkte henvendelse til genhusningsteamet i BO-VEST ved at skrive til genhusning@bo-vest.dk der tager sig af genhusninger i de forskellige afdelinger, hvor renoveringssagerne er så omfattende, at beboerne skal genhuses.


Ved evt. spørgsmål til projektet, kan du rette henvendelse til ejendomskontoret på mail moserne@bo-vest.dk eller projektleder Jeannet på jme@bo-vest.dk.

Med venlig hilsen

Rådgiverteam, administrationen BO-VEST og ejendomskontoret i Moserne

< Tilbage